PL-Fondens frihedspris på 150.000 kr. blev i 1990 delt mellem tre personer, som repræsenterede de tre baltiske stater.
Mati Hint var en estisk lingvist, som kæmpede utrætteligt for bevarelse af estisk kultur og sprog – selv under det sovjetiske herredømme.
Peter Lazda var politisk afviger i Letland og blev fængslet på grund af sin politiske overbevisning. Han blev tilmed tvangsindlagt på en psykiatrisk klinik i fire år. En undersøgelse viste senere, at indlæggelsen alene var begrundet i politiske hensyn.
Gintautas Iesmantas var forfatter til en række artikler om menneskerettigheder og Litauens selvstændighed. Han blev idømt seks års ophold i en arbejdslejr i Uralbjergene efterfulgt af fem års eksil. Da han vendte tilbage til Litauen, genoptog han sit virke som journalist og var med til at genopbygge det litauiske socialdemokratiske parti.
Frihedsprisen blev dette år overrakt af udenrigsminister Uffe Elleman Jensen, som var offentlig fortaler for uafhængighed for de baltiske stater.