Da Dalai Lama var i Norge for at modtage Nobels fredspris i 1989, lagde han også vejen forbi Danmark. Her udtalte han bl.a., at ”Hvert land har en kultur, som er unik for det sted”.
Tibetanernes kultur er på samme tid unik og under massivt pres fra de kinesiske magthavere. Kampen består bl.a. i at opretholde en tibetansk identitet på trods af, at kineserne gør alt, hvad de kan, for at kue bestræbelserne. Det anslås, at mere end en million tibetanere er døde som resultat af den kinesiske besættelse. Derfor flygter mange tibetanere til nabolandene Nepal, Butan og ikke mindst Indien, hvor flere end 100.000 tibetanere lever i eksillejre.
I Dharamsala i Nordindien ligger Amney Machen Instituttet. Her forsøger tibetanere at hjælpe de mange flygtninge, som ankommer til Indien. Samtidig lægges der stor vægt på at holde den tibetanske kultur i hævd – bl.a. gennem kulturarrangementer, oversættelse af litteratur og udgivelsen af en avis.
Med en befolkning, som er presset af en besættelsesmagt, og flygtninge spredt ud over flere lande er udfordringen med at holde en fælles kultur i live lige så svær, som den er vigtig. Fra et beskedent kontor på 15 kvadratmeter har folkene bag Amney Machen Insituttet spillet en afgørende rolle for, at det tibetanske eksilsamfund har afgang til oplysning og information. Og ikke mindst spiller instituttet en grundlæggende vigtig rolle i demokratisk dannelse af de kommende generationer af tibetanere.
Derfor gik PL-Fondens frihedspris på 300.000 kr. til Amney Machen Instituttet.
Prisen blev overrakt i New Delhi. Poul Lauritzen var tage med til Indien for at overrække prisen. Det nåede han, men et par dage senere afgik Poul Lauritzen ved døden i New Delhi.