Det kræver først og fremmest mod at grundlægge og udgive et kritisk tidsskrift i Iran. Det kræver dernæst høj faglig og personlig integritet at gøre tidsskriftet til en succes.

Den iranske forfatter og journalist Faraj Sarkohi stod som redaktør i spidsen for at udgive tidsskriftet Adineh fra 1985 og 11 år frem. Det eksponerede ham som offentlig debattør, dissident og vedholdende fortaler for menneskerettigheder i Iran. Hans synspunkter var i skarp kontrast til præstestyrets, hvilket han har betalt en høj personlig pris for: Kidnapning, fængsling og tortur er nogle af de undertrykkende midler, Faraj Sarkohi oplevede på egen krop, indtil han i 1998 flygtede fra Iran.

Fra sit eksil i Tyskland fortsatte Sarkohi sit litterære virke og foruden udnævnelser som æresmedlem af den tyske, amerikanske og canadiske afdeling af PEN, har han etableret sig som en indflydelsesrig intellektuel i Europa.

Faraj Sarkohi modtog frihedsprisen på 150.000 kr.