Zimbabwe er ikke kendt for at lade megen fri og ucensureret information forlade landet. Til gengæld er der talrige eksempler på forfattere og journalister, som må forlade deres fædreland, fordi de bliver forfulgt af regeringen.

På baggrund af de flygtedes historier og flere rapporter fremgår det, at der foregår systematisk forfølgelse af de kræfter, som søger at ændre på forholdene i landet.

Nokuthula Moyo er en af de zimbabwer, der går forrest for at ændre forholdene til det bedre. Gennem sit arbejde som advokat og formand for foreningen Zimbabwean Lawyers for Human Rights har hun bl.a. skrevet et åbent brev til indenrigsministeren. Her påpeger hun, at regeringen har et klart ansvar for at efterforske beskyldninger om tortur. I samme brev optræder en deprimerende lang liste med navne på zimbabwere, som døde under tortur i regeringens varetægt.

Nokuthula Moyo modtog PL-Fondens frihedspris på 100.000 kr. som støtte til hendes fortsatte kamp mod undertrykkelse og for fremme af menneskerettigheder i Zimbabwe.