Bag mærkatet ”Made in China” gemmer sig en gigantisk arbejdsstyrke, der mangler de mest basale rettigheder som f.eks. retten til at organisere sig i fagforeninger.
De kinesiske arbejdere fremstiller en stor del af de forbrugsgoder, der ender på hylderne i Vesten og resten af verden. Men trods deres afgørende betydning for den kinesiske økonomi mangler de kinesiske arbejdere rettigheder, som er selvfølgelige for deres kollegaer andre steder i verden.
PL-Fondens pris på 100.000kr. blev i 2009 givet til Han Dongfang. Han er tidligere elektriker og en af de mest aktive kræfter bag organisationen China Labour Bulletin (CLB), som blev oprettet i 1989.
Han Dongfangs arbejde med og engagement i de kinesiske arbejderes rettigheder har desværre bragt ham i unåde hos de kinesiske myndigheder, som besluttede at udsende en arrestordre på ham. Et bærende princip for CLB er ikke-voldelige aktioner og tro på ordets kraft. Han Dongfang meldte sig derfor selv til politiet, hvorefter han blev fængslet i 22 måneder.
Han blev løsladt på grund af sygdom, tog til udlandet for at modtage behandling for sin tuberkulose, hvorefter han vendte tilbage til Kina og genoptog sin kamp. Endnu en gang blev han anholdt og sendt til Hong Kong, hvor han bor i dag.
Han Dongfang er en af de mest markante kinesiske stemmer, som advokerer for øget fokus på respektable forhold for arbejderne og deres rettigheder. PL-Fondens pris blev givet som støtte til Han Dongfangs og CLBs utrættelige kamp for de kinesiske arbejdere.
Seneste kommentarer