Danskernes kamp for at overgå fra enevælde til demokrati ligger mere end 150 år tilbage. Hos andre nationer er kampen for mere demokrati stadig i frisk erindring.

Srdja Popovic blev allerede i 1996 valgt ind i Beograds bystyre, og fra 2000 til 2003 var han medlem af den serbiske nationalforsamling. Men det var som medstifter af organisationen OTPOR, han for alvor blev bemærket. Sammen med OTPOR var Popovic en vigtig del af bestræbelserne for at organisere kampen mod Slobodan Milosevics korrupte styre.

OTPOR betyder modstand, og da Milosevic blev fjernet fra magten i 2000, kunne en stor del af succesen tilskrives det arbejde, som OTPOR havde udrettet i Beograds gader og rundt omkring i hele landet.

Balkan var op gennem 90’erne skueplads for voldsscener, hvis lige ikke var set i Europa siden Anden Verdenskrig. Omgivet af krigens rædsler har Srdja Popovics bemærkelsesværdige bestræbelser altid taget udgangspunkt i ikke-voldelig aktioner. Med det formål at øge demokrati og frihed i Serbien har Srdja Popovic og OTPOR organiseret happenings, som bl.a. i kraft af deres humor også fik opmærksomhed uden for Serbiens grænser.

I dokumentarfilmen ”Bringing Down a Dictator” følger man Popovics og OTPORs utrættelige indsats for at samle en folkelig opposition mod Milosevics styre. OTPORs redskaber har efterfølgende dannet skole for, hvordan folkelige protester og organisationer kan operere med ikke-voldelige midler. Idéerne og principperne fra OTPORs og Popovics arbejde lever i dag videre i organisationen CANVAS – Centre for Applied Non-Violent Action and Strategies. CANVAS har spillet en vigtig rolle for folkelige opstande i Afrikanske, Asiatiske og Europæiske lande.

Popovic modtog 16.000 euro.

Se Bringing Down a Dictator her: