European Roma Rights Centre

Der findes 10-12 millioner romaer i Europa, hvilket gør dem til den største etniske minoritet i EU. Til trods for deres antal er mange EU-borgeres viden om romaerne i bedste fald begrænset og i værste fald affødt af fordomme.

European Roma Rights Centre (ERRC) er en NGO, som arbejder for at øge forståelsen og tolerancen for Romaerne i EU. I december 2013 tildelte PL-Fonden ERRC 100.000 kr. for dens arbejde med at dokumentere diskriminationen mod romaerne og organisationens kamp for at give en stemme til befolkningsgruppen.

ERRC har taget initiativ til at føre mere end 500 retssager i 15 lande på vegne af diskriminerede romaer. Desuden har organisationen udgivet bøger, rapporter og dokumenteret romaernes flugt fra en række europæiske lande.

Romaernes behov for en markant allieret, viser sig med jævne mellemrum. Da det kom frem, at en roma-familie bosat i Grækenland bl.a. bestod af en lyshudet pige, var konklusionen i de fleste medier, at pigen måtte være kidnappet. Sandheden viste sig at være en helt anden, men sagen var et markant eksempel på de stereotyper og fordomme, som romaerne bliver mødt med i medierne og i deres hverdag.

PL-Fonden tager naturligvis afstand fra systematisk diskrimination imod borgere baseret på deres etniske baggrund. Af den årsag blev ERRC, bl.a. repræsenteret ved organisationens direktør, Dezideriu Gergely, årets modtager af PL-Fondens pris.