Konflikt og undertrykkelse er ikke altid en permanent tilstand. I lande som Burma og tidligere diktaturstater i Mellemøsten har befolkninger vist verden, at positive forandringer kan finde sted. Men konflikten mellem Israel og Palæstina synes på mange måder at være upåvirket af de positive strømninger, som finder sted andre steder i verden.
På den ene side tillader Israel flere bosættere at annektere nye områder. På den anden side viser palæstinenserne ikke tegn på at nedtrappe konflikten med deres israelske naboer.
PL-Fonden støttede i 2011 nogle af de kræfter, som på hver deres side af konflikten søger at fremme bestræbelserne om fred og sameksistens.
B’Tselem er en menneskerettighedsorganisation, som har base i Jerusalem. Den arbejder for en fredelig og værdig fremtid for palæstinensere og israelere. Gennem organisationens dokumentationsarbejde er den med til at rette fokus på overtrædelser af menneskerettigheder. Samtidig tilstræber B’Tselem systematisk, at menneskerettigheder er på dagsordenen blandt de israelske politikere og beslutningstagere.
Siden 1979 har menneskerettighedsorganisationen Al-Haq haft til huse i Ramallah på Vestbredden. Herfra dokumenterer den overgreb på palæstinensernes individuelle og kollektive rettigheder. Organisationens indsats har bl.a. betydet, at den nu arbejder sammen med FN’s Økonomiske og Sociale Råd. Desuden arbejder den tæt samme med organisationer i det palæstinensiske civilsamfund for at sikre, at palæstinensiske love og bestemmelser er i overensstemmelse med international ret.
B’Tselem og Al-Haq modtog hver PL-Fondens pris på 20.000 USD.